Fra nøgle til kort

Jeg kan stadig huske første gang jeg studsede over et nøglekort til et hotelværelse. Det var i 1989, min gymnasieklasse var taget til Paris på studietur, og jeg skulle dele værelse med en kammerat. I receptionen fik vi udleveret dette sære, hullede plastikkort. Jeg havde ikke tidligere boet på hotel, og havde derfor heller aldrig skænket det en tanke, hvordan man låste et hotelværelse.

Jeg ville ikke lyde som om jeg ikke vidste hvordan man begår sig på et hotel, så jeg sagde ingenting om det til min kammerat. Da vi kom op til vores værelse, kunne jeg ret hurtigt regne ud, hvordan jeg skulle låse døren op. Til gengæld kunne jeg ikke selv regne ud, hvordan man tændte lyset på værelset. Min kammerat måtte med et overbærende smil tage kortet ud af hånden på mig, og sætte nøglekortet ned i den dertil indrettede kortholder på væggen ved siden af døren, hvorefter lyset på magisk vis tændtes!

Jeg ved ikke hvornår disse nøglekort blev indført, men det må have skabt en del forvirring for datidens hotelgæster, da de første gang stødte på dem. Siden min oplevelse i Paris har jeg været på flere hoteller, også nogle, hvor en gammeldags nøgle af messing stadig var standarden.

Det lader dog til, at flere og flere hoteller har set sig nødsaget til at erstatte det nu klassiske hulkort med nyere teknologi, formentlig af sikkerhedshensyn. Jeg har flere steder set magnetkort, hvor man holder kortet hen foran låsen på døren. Fordelen ved disse nøglekort er, at modsat hulbaserede nøglekort, kan de nemt omprogrammeres af personalet, når en gæst forlader hotellet. Ulempen er så til gengæld, at de kan hackes. Jeg har hørt om nogle hackere, der relativt nemt kunne lave deres eget kort, der hurtigt kunne give dem adgang til samtlige værelser på et bestemt hotel.

Det pefekte og 100% sikre nøglekort findes nok ikke, men hvis man satsede mere på dørlåse baseret på fingeraftryk eller retinal scanning, ville man nok opnå den største sikring mod hacking og forfalskning af nøglekort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *